Implementering og forankring af fælles it-systemer i staten

Når et it-system skal implementeres i staten er udfordringerne de samme som ved enhver anden forandring: Organisationen skal være parat, ledelsen skal bakke op – og der vil være modstand, som skal håndteres. Deltag i dette seminar og få inspiration fra spændende talere til den gode implementering (dato: 11. november 2010)

Med indførelsen af ØSC og stigende brug af fællesstatslige it-systemer som RejsUd, IndFak og ØS LDV bliver netop evnen til at drive denne type organisatoriske forandringer en stadig vigtigere opgave for økonomichefer, HR-chefer, sekretariatschefer og deres medarbejdere.

På dette seminar får du inspiration fra nogle spændende talere til den gode implementering, og til hvordan du sikrer at nye fællesstatslige it-løsninger rent faktisk også bliver taget i anvendelse i din organisation.

Målgruppe

Dette seminar henvender sig til økonomichefer, HR-chefer, sekretariatschefer og andre chefer og medarbejdere i institutioner, der implementerer systemer, processer og koncepter fra Moderniseringsstyrelsen (tidligere Økonomistyrelsen).

Formål

Formålet med seminaret er at give deltagerne viden om og inspiration til at tilrettelægge og gennemføre implementering af nye fællesstatslige systemer og processer i deres egen institution. Desuden får de kendskab til arbejdsdelingen mellem Moderniseringsstyrelsen og egen institution, og hvilke værktøjer Moderniseringsstyrelsen stiller til rådighed.

Program

På seminaret vil følgende emner blive gennemgået:

Indledning

v/ Moderniseringsstyrelsen

Økonomistyrelsens implementeringsmetode

v/ Anders Grynnerup, Gitte Regel Pundik og Karen Ejersbo Iversen, Moderniseringsstyrelsen
Hør om den metode, som Økonomistyrelsen benytter ved implementering af fællesstatslige systemer i institutioner. Vi fortæller desuden, hvilke opgaver der skal varetages af jer som institution i forbindelse med implementeringen, og hvad du kan forvente af Moderniseringsstyrelsen i form af værktøjer og metoder.

Implementering i praksis: Erfaring med forankring af nye it-systemer og tilhørende processer

v/ kontorchef Søren Munk Skydsgaard og chefkonsulent Steffen Elsnab, Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Hvordan kan du bedst styre din institution gennem et implementeringsforløb? Hvad er kravet til ledelsesinvolvering, og hvordan håndteres kontakten til Moderniseringsstyrelsen på en god måde? Hør fra en institution, som har erfaringer med firkløverimplementeringen.

Implementering i praksis: Inspiration og erfaringer fra Post Danmark

v/ chefkonsulent Ole P. Nielsen, Post Danmark
Post Danmark har mange års erfaring i at implementere store, fælles systemer. Hør om, hvordan de sikrer, at de medarbejdere, der rent faktisk skal bruge systemerne også tager dem til sig, så systemerne bliver en hjælp til opgaverne og ikke en sten i skoen.

Diagnose: Hvorfor er det så svært at implementere fællesstatslige it-systemer?

v/ journalist og it-kommentator Dorte Toft
Dorte Toft tager bladet fra munden og giver sit bud på, hvorfor statslige it-implementeringer går galt, når de går galt. Hør om hvorfor det er svært, om hvor skoen trykker, og om hvordan vi får brugerne til at elske de it-systemer, de ikke kan vælge fra.

Spørgsmål til oplægsholderne og åben drøftelse af dagens emner

Kom på banen og giv din mening til kende. Hvad er udfordringen for jer, når I implementerer fællesstatslige it-systemer? Hvad kan vi lære af jeres erfaringer? Og hvorfor er implementering altid et issue?

Afrunding

v/ Moderniseringsstyrelsen

Deltagerantal

50-70 personer

Varighed

½ dag kl. 14.00 - 17.00