16 Husleje, leje arealer, leasing

Læs her om kontering af husleje, leje arealer, leasing

På standardkonto 16 konteres udgifter vedrørende husleje, leje af arealer, udgifter vedrørende rettigheder samt leasing og leje i øvrigt.
 
På standardkontoen konteres følgende driftsudgifter:
 
- 16.10 husleje
- 16.20 leje af arealer - udgifter vedr. rettigheder
- 16.30 leje og leasing i øvrigt
Standardkontoen kan gyldigt anvendes på flg. bevillingstyper: driftsbevilling, statsvirksomhed, anlægsbevilling, reservationsbevilling og anden bevilling. 
 

16.10 Husleje

På regnskabskonto 16.10 konteres alle udgifter til leje af bygninger, kontorer, værelser, lokaler og garager mv. samt til leje af jord med bygninger, hvor bygningerne er det væsentlige. Desuden registreres udgifter til varme og vand, der ikke kan udskilles fra huslejebetalingen. Beregnes vand og varme særskilt, konteres disse på henholdsvis regnskabskonto 22.50 "Køb af tjenester hos kommuner bortset fra energi" og 22.55 "Køb af energi til forbrug".
 
Kontoen er en resultatkonto og debiteres beløbet. 
 

16.20 Leje af arealer, udgifter vedrørende rettigheder

På konto 16.20 konteres en række driftsudgifter omhandlende:
 
- udgifter til leje af jord
- kajpladser, sportspladser mv.
- leje af jord med bygninger, hvor jorden er det afgørende element
- udgifter vedr. rettigheder (royalties)
- forpagtningsafgifter
Kontoen er en resultatkonto og debiteres beløbet. 
 

16.30 Leasing og leje i øvrigt

Konto 16.30 indeholder posteringer vedrørende leje og leasing af goder, der ikke er omfattet af 16.10 "Husleje" og 16.20 "Leje af arealer, udgifter vedrørende rettigheder".
 
Kontoen er en resultatkonto og debiteres beløbet.