Lønsumsrammen er en del af driftsrammen og omfatter de statslige udgifter til lønninger, vederlag og mv. i de lønsumsstyrede statslige institutioner.
Lønudgifter under statsvirksomheder, tilskudsfinansierede aktiviteter samt lønudgifter til medarbejdere udlånt til statslige selskaber mv. mod lønrefusion, er ikke omfattet af lønsumsrammen, der således ikke er udtryk for de samlede statslige lønudgifter.
Lønsumsrammen sætter en øvre grænse for, hvor store udgifter der i finansårets løb kan afholdes på de områder, der er omfattet af den pågældende ramme, herunder udgifter som følge af nye love og aktstykker mv. Lønsumsrammen kan kun udnyttes fuldt ud, såfremt der ikke hermed vil ske en overskridelse af driftsrammen. Ministerierne kan foretage overførsler fra lønsumsrammen til øvrige driftsrammebelagte udgifter - men ikke omvendt.