Sagsfremstilling

Budgetvejledningen, punkt 3.5.2

Sagsfremstillingen (punkt b) skal i kortfattet form angive begrundelsen for den foreslåede disposition og redegøre for dispositionens enkeltheder. Sagsfremstillingen har samme funktion og betydning som anmærkningerne til et bevillingsforslag på finansloven, og fremstillingen skal derfor indeholde de oplysninger, der skal fremgå af anmærkningerne, jf. ØAV.

Angår forslaget en sag, der tidligere har været forelagt særskilt for Finansudvalget, anføres dette med angivelse af aktstykkenummer og dato for Finansudvalgets afgørelse.

Indebærer den foreslåede disposition udgifter i senere finansår, redegøres for den forventede fordeling af udgiften på de enkelte finansår.

Hvor udgiften i finansåret foreslås modsvaret af besparelser, gives som sidste led i sagsfremstillingen en redegørelse for de omstændigheder, der har muliggjort den kompenserende besparelse.

Afholdes udgiften af en betinget bevilling, der ikke udnyttes fuldt ud ved dispositionen, medtages oplysning om det resterende beløb.

Der skal i sagsfremstillingens slutning optages en specifikation udgifterne i finansåret.

Ved aktstykker vedrørende formål, der inden for et eller flere af de seneste 3 år har været tilgodeset gennem bevillinger på finansloven, men som nu foreslås finansieret på aktstykke fra andre kilder, skal dette angives i bevillingsansøgningen. Endvidere skal angives størrelsen af bevillingen på finansloven i de(t) pågældende år. Ligeledes bør i aktstykket angives, hvis bevillingen på aktstykket er del i medfinansiering af en allerede på finansloven opført konto, således at den samlede bevilling til formålet kan fastslås.
 

3.5.2.1 It-projekter

Sagsfremstillingen i aktstykker om it-projekter skal indeholde en redegørelse for projektet, dets samlede omkostninger samt dets risikoprofil. Redegørelsen skal baseres på business case og risikoscore samt evt. andet materiale, der har indgået i forbindel-se med behandlingen af projektet i statens It-projektråd. Endvidere skal sagsfremstillingen indeholde en plan for fremtidige orienteringer.

Ved opstillingen af aktstykket skal anvendes den skabelon, som fremgår af Vejledning om statens It-projektråd, der er optaget i ØAV, jf. punkt 2.2.18 It-projekter.

3.5.2.2 Bygge- og anlægsprojekter

Ved forslag om byggeri og anlægsprojekter skal der redegøres for den gennemførte totaløkonomiske vurdering af projektet, herunder alternative muligheder for organiseringen af projektet. Sagsfremstillingen skal indeholde et skøn over de virkninger, som byggeriets gennemførelse vil få for vedkommende institutions drift mv. Dette gælder også for forslag om indgåelse af lejemål samt køb af fast ejendom.

Såfremt investeringen foretages inden for bevillinger af typen driftsbevilling eller statsvirksomhed, bør der med henblik på at redegøre for de økonomiske forventninger til projektet optages en tabel indeholdende en oversigt over investeringens totale omkostninger, likviditetstræk, afskrivninger, driftsbesparelser og påvirkning af den pågældende driftsbevilling samt en fordeling heraf over de kommende år. ØAV indeholder en nærmere vejledning i udarbejdelsen af sådanne tabeller, herunder ek-sempler. Forslag vedrørende byggeri kan eventuelt ledsages af hovedtegninger og beskrivelsesmateriale. Sådant materiale vedlægges i givet fald kun i ét eksemplar.

3.5.2.3 Ejendomsoverdragelser mv.

I sager om ejendomser¬hver¬velser gives i sagsfremstil¬lingen alle relevante op¬lys¬nin¬ger om ejendommen, herunder om seneste ejendomsværdi samt den omtrent¬lige størrel-se af om¬kostningerne ved er¬hver¬vel¬sen. Så¬dan¬ne udgifter indregnes i købesummen, med¬mindre ejen¬doms¬er¬hvervelser er et fast led i en insti¬tutions virk¬somhed. Endvi-dere oplyses om størrelsen af istandsættelsesudgif¬ter, såfremt disse er be¬tyde¬lige. Der skal oplyses om den foretagne totaløkonomiske vurdering af projektets anlægs- og driftsøkonomi og om vurderingen af muligheden for at organisere projektet som et offentligt-privat samarbejde, jf. punkt 2.4.11 Offentligt-privat samarbejde.
 
Ved overdragelse af ejendom fra en statsinstitution til en anden søges Finansudvalgets tilslutning af den institution, til hvilken overdragelsen sker. Er overdragelsen et led i en ressortomlægning, sker overdragelsen dog regnskabsmæssigt (til bogført værdi) ved kapitaladvis.

Sager om ejendomssalg, der skal forelægges Finansudvalget, skal indeholde alle rele-vante oplysninger til bedømmelse af sagen, herunder om ejendommens bogførte værdi, den omtrentlige størrelse af salgsomkostninger, som skal bæres af staten.

3.5.2.4 Konsekvensangivelse mv.

Der skal i relevant omfang – ud over de økonomiske konsekvenser – redegøres for administrative, erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser af forslaget samt eventuelt for forholdet til EU-retten.

3.5.2.5 Aktstykker af principiel juridisk karakter, herunder materielle
tekstanmærkninger i aktstykker

Det er i øvrigt vigtigt, at de retlige spørgsmål overvejes nøje i forbindelse med akt-stykker af principiel juridisk karakter, herunder i de meget sjældne tilfælde, hvor et aktstykke måtte indebære lovgivning i form af tekstanmærkninger, der ændrer eller supplerer materiel lovgivning, jf. punkt 1.5 Særligt om tekstanmærkninger. I sådanne helt særlige tilfælde skal følgende iagttages:

  • Der skal være tale om regulering af et forhold, som henhører under Finansud-valgets bevillingskompetence
  • Tekstanmærkningen skal være præcis og konkret i sin udformning. Hvor anden
     gældende materiel lovgivning ændres eller suppleres bør der i tekstanmærkningen
     eller i anmærkningerne hertil angives titel på loven(e) og reference til, hvor lov,
     lovbekendtgørelse og/eller ændringslov(e) er optrykt i Lovtidende
  • Tekstanmærkningen må kun gælde for en begrænset kreds af borgere mfl.
  • Tekstanmærkningen må ikke være af bebyrdende karakter
  • Tekstanmærkningen skal være begrundet i væsentlige hensyn
  • Tekstanmærkningen må ikke kunne afvente at blive gennemført ved lov
  • Tekstanmærkningen skal have en begrænset gyldighedsperiode

3.5.2.6 Hastende aktstykker

Er et aktstykke af hastende karakter kan det være relevant at oplyse Finansudvalget om, at der kan være konsekvenser af negativ art som følge af afgørelse af et aktstykke efter en bestemt dato. Hvis dette er tilfældet angives følgende i aktstykket:

  • Årsagen til at aktstykket er hastende
  • Grunden til at ministeren ikke på et tidligere tidspunkt har oversendt aktstykket
  • På hvilket tidspunkt eventuelle negative konsekvenser måtte indtræde
  • Hvilken konsekvens manglende tiltrædelse før dette tidspunkt måtte have

Finansudvalget er ikke på nogen måde bundet af sådanne tilkendegivelser, og beslutningen om, hvornår et aktstykke kan færdigbehandles tilkommer udvalget selv.